Hvad skal der være i altankassen?
For ikke at falde i forårsfælden, satte jeg mig i år for at planlægge altankassernes indhold. Her er mine 5 vigtigste overvejelser.
1. Hvad er vores behov egentligt?
Hvert eneste forår står jeg i begejstring nede i plantecenteret og kigger på udvalget af alverdens urter og frø. ’Hvad dælen har jeg lyst til at plante ud i altankasserne i år’, tænker jeg altid. Og så bliver der taget en hurtig beslutning ud fra, hvad der ser bedst og sjovest ud på dagen. Hver eneste vinter, indser jeg, at alt for mange af urterne fik jeg næsten aldrig brugt af. For ikke at hoppe i forårsfælden igen i år, udvalgte jeg derfor nøje urter og spiselige planter, så de passer til vores typer af mad.
I hverdagene får vi Årstidernes måltidskasse, så det er meget blandet, hvad vi spiser. Der er dog næsten altid en ret med fisk. Det var derfor vigtigt at få nogle urter i altankassen, som er gode sammen med fisk – f.eks. dild og persille. Derudover kiggede jeg også på at tilføje nogle allround-urter som f.eks. purløg og koriander (dem elsker jeg).
Resten af dagene finder vi selv på middagsmaden til os selv og eventuelle gæster. Her gør vi lidt mere ud af det, og det ender oftest med retter fra middelhavslandende. Der skulle derfor også være godt med urter som f.eks. merian/oregano, salvie, timian, basilikum og rosmarin. Når vi har gæster, pynter jeg tit maden med f.eks. en spiselig blomst eller en farverig grøntsag/frugt. Jeg var derfor også på udkig efter nogle urter eller planter, der kunne agere pynt – f.eks. jordbær, radiser, blomster eller skovsyre.
Sidste år prøvede jeg at dyrke skovsyre med stor succes, og jeg havde også jordbær. Jordbærene var dog modne i så kort en periode, at det aldrig lige passede med, at vi skulle have gæster.
2. En vestvendt altan med meget blæst sætter begrænsninger
Med ønskelisten over planter på plads, kunne jeg begynde at kigge på begrænsningerne. Hvad kunne der rent faktisk lade sig gøre at dyrke i vores lejlighed?
Vores overdækkede, vestvendte altan ligger ud til en vej, hvor der er meget luftgennemstrømning. Solen skinner fra samme retning som vinden også oftest kommer fra. Den dukker op og opvarmer altanen fra cirka kl. 13 om eftermiddagen og indtil solnedgang. Planterne skal derfor kunne tåle kun at få sol om eftermiddagen, og på samme tid også at det blæser meget.
Jeg har tidligere år forsøgt mig med at have basilikumplanter på altanen, men de er altid afgået ved døden inden for meget kort tid. Jeg tror simpelthen, at det er for koldt, og at der er for lidt sol til, at de trives. Det er derfor en indendørs plante hos os.
Dild er ret skrøbelig og lægger sig hurtigt ned, hvis det blæser for meget, så jeg besluttede også at dyrke det indendørs.
3. Der er ikke nok plads
Vores altan er knap to kvadratmeter stor, og der skal udover planterne også være plads til et bord, to stole og at vi kan sidde og spise derude. Det sætter en masse begrænsninger for, hvilke planter jeg kan sætte derud.
Sidste år forsøgte jeg mig med at dyrke rabarber og købte en blikspand, der var omkring 30 cm dyb og 20 cm i diameter. Det var slet ikke nok. Rabarberne fik aldrig rigtigt fat, og jeg endte med kun at høste en enkelt eller to stængler i løbet af hele sommeren.
Jeg har også tit overvejet at dyrke salat, kartofler og gulerødder. Problemet med dem er, at jeg skal bruge så mange/meget af dem på én gang, at det ikke kan betale sig at dyrke på så lidt plads.
4. Frø eller urter til udplantning?
Med begrænsningerne kortlagt, kunne jeg udvælge planterne. Jeg endte ud med at vælge disse til altankassen:
- Radiser
- 2 oreganoplanter
- Purløg
- Skovsyre
- Persille
- Koriander
- Timian
- Rosmarin
Men så kom spørgsmålet – skal jeg få dem til at gro fra frø, eller skal jeg købe ’færdige’ planter klar til at plante ud? Jeg har tidligere haft svært ved at få krydderurter til at blive til noget, når jeg gror dem fra frø. På den anden side er det også dyrt at købe dem alle sammen som høstklare planter.
Jeg kastede mig over bøgerne og Google og fandt frem til, at der er nogle planter, som er langt lettere (og hurtigere) at få til at gro fra frø end andre. Nogle urter vokser meget langsomt, og andre er bare svære at få til høstestadiet. For at gøre det let for mig selv, valgte jeg derfor at købe de ‘svære’ som planter og købe resten som frø.
Oregano, persille, timian og rosmarin blev købt som planter og radiser, purløg og koriander blev købt som frø. Jeg havde derudover en aflægger fra min skovsyre fra sidste år, der havde overvintret i vindueskarmen.
5. Placeringen baseret på sol, vind, jordtype og vandingsbehov
Nu var det tid til at få planlagt hvilke urter, der skulle være hvor. Jeg begyndte derfor også at undersøge, hvilken type jord de forskellige planter skal have, samtidig med at jeg kiggede på deres sol- og vandingsbehov og standhaftighed overfor vind.
Radiser kan tåle ret meget sol og er samtidig standhaftige overfor vind, da de ligger under jorden. De trives bedst, når jorden er fugtig, og de skal bare bruge en almindelig eller lerblandet muld. Jeg valgte derfor at placere dem på det sted med mest vind og sol, men hvor de samtidig bliver ramt af regnvand.
Oreganoen trives også bedst på steder med meget sol, og de har ret tygge stængler, der kan håndtere lidt vind. Jeg placerede dem derfor ved siden af radiserne i altankassen, så kun bunden af planten lå i skygge fra radisetoppene. Jeg blandede derudover lidt sand i jorden, da oregano har bedst af en jord, hvor vandet let kan løbe ud.
Purløg, skovsyren, persillen og koriander har bedst af læ og halvskygge, så de blev placeret bag oreganoen og hinanden i kasserne. De kan også bedst lide fugtig jord, så det var perfekt at placere dem i altankassen, hvor regnen kan give lidt fugt en gang imellem.
Timian og rosmarin placerede jeg i hver sin potte på væggen, hvor regnen ikke kan komme ind. De har nemlig brug for meget sol, læ og ikke helt så meget vand som de andre planter. De fik også en lidt mere sandet jord.
Jeg fik tegnet hele min plan op i en hurtig håndtegning, og derefter kunne jeg få det hele plantet ud. Det var første gang, at jeg havde en så struktureret tilgang til planlægning af altankassen, så det er spændende, om dette års høst bliver bedre og mere passende end de sidste års høst. Indtil videre trives alle planterne, og jeg har høstet de første koriander, flere gange fra oregano og timian, og radiserne er lige på trapperne.