Dyrt drivhus med lækkert design
Fiskers KitchenGarden er et flot drivhus med strømlinet design, men det er dyrt i forhold til, hvad det kan. Køb det for designets skyld – ikke for de få, simple funktioner.
Ved første øjekast forelskede jeg mig i Fiskars KitchenGarden – et lille, indendørs drivhus til mine vintertrætte krydderurter. Det er flot og stilrent, men er det pengene værd? Jeg har anskaffet mig både en premium- og en basismodel, og her er lidt om de erfaringer, jeg har gjort mig.
Fiskars.dk henviste til frishop.dk – jeg købte mit på iBob.dk (men de har dem vidst ikke længere)
Pris:
Basis koster ca. 800-1200 kr. og Premium koster ca. 1.400-1.800 kr.
Tidsforbrug:
Det tog cirka 15 minutter at sætte op, og herefter skal der hældes vand på cirka en gang hver anden uge. Det er en god idé lige at gøre den ren hver anden uge, når man fylder vand på – evt. ved at putte bunden i opvaskeren.
Hvad kan de to udgaver af drivhusene?
Fiskars KitchenGarden Basis og Premium består begge af en hvid plastikbund – en vandbakke, hvor planterne også står i. Ovenpå sidder selve drivhuset, som er en gennemsigtig plastikskal med hul i toppen. Lågerne kan skydes til siden, så man kan komme til planterne. Derudover er der et kraftigt vækstlys i midten, som planterne vokser rundt om.
Der kan være cirka 4 små planter (i potter på cirka 8 cm i diameter) inde i drivhuset. De kan enten stå direkte på bunden i vandet, eller man kan bruge de medfølgende potter og kapillærmåtter, så planterne er løftet op over vandet og kun suger det nødvendige.
Til Fiskars KitchenGarden Premium følger der derudover en fjernbetjening med. Den bruger man til at skifte farve på lyset (fra rødt til hvidt til blåt). Derudover kan man også selv bestemme lysintensiteten og sætte vækstlyset til at køre i en bestemt cyklus med 16 timer tændt og 8 timer slukket.
Basis-modellen har altså kun én farve lys med én intensitet, og du skal selv tænde og slukke for det.
Et positivt første møde med drivhuset
Det første af drivhusene, jeg købte, var et Fiskars KitchenGarden Premium. Det ankom med posten, og alle delene var fint pakket ned i æsken. Med den ultrakorte manual tog det mig næsten ingen tid at få det op at køre. Det så helt futuristisk ud, og var lige så pænt i virkeligheden som på billederne. Jeg valgte derfor at placere det midt i spisestuen, så alle vores gæster kan se det, når vi har besøg.
Jeg fik hurtigt lært, hvordan timeren virkede. Det er ret simpelt, da der kun er én cyklus, man kan vælge, og den starter, når man klikker på timer-knappen. Derudover fik jeg også leget lidt med lyset. Først lidt rødt lys, så lidt blåt, men endte hurtigt med at sætte det til hvidt lys, da drivhuset står i vores stue.
Alting virkede, og urterne voksede fint, selvom drivhuset stod i et mørkt hjørne, hvor der aldrig kommer naturligt lys ind.
Herunder ses en video, jeg har lavet, med planternes udvikling i drivhuset i løbet af 2 uger. De vokser ikke særligt meget, men holder sig friske.
Strømafbrydelse afbryder cyklus
Efter et par måneders brug af drivhuset, opdagede jeg en lidt irriterende fejl i designet. Når strømmen går i lejligheden, bliver Fiskars-drivhusets lyscyklus afbrudt. Det betyder, at drivhuset efter en strømafbrydelse lyser uafbrudt og ikke slukker om natten, som det ellers gjorde i cyklussen.
Man kan sige, at det ikke gør så meget, hvis man er hjemme til at sætte cyklussen igang igen. Hvis det derimod sker i en ferie, hvor man er ude og rejse, vil planterne få alt for meget lys i den periode.
Fordi der er denne afbrydelse, overvejer vi at sætte et almindeligt tænd/sluk-ur til i stedet for cyklussen. Det bliver ikke nulstillet ved strømafbrydelse – og så kan vi også selv vælge, hvor lang tid lyset skal være tændt og slukket i løbet af et døgn. Samtidig kan vi sætte cyklussen igang, når vi har lyst, og ikke nødvendigvis på det tidspunkt, hvor lyset skal slukke hver aften (som man skal med Fiskars-drivhuset).
For blåt og kraftigt lys i Fiskars KitchenGarden Basis
Med et tænd/stop-ur sluttet til, virker det ikke til, at der er de store forskelle på Premium og Basis. Jeg valgte derfor, at mit drivhus nummer 2 bare skulle være en basismodel. Det der med at skrue på lysstyrken og farven er egentlig ikke noget, jeg rigtigt bruger i mit premium-drivhus længere, så hvorfor så give de ekstra penge for at få fjernbetjeningen med?
Mit andet Fiskars-drivhus skulle stå i køkkenet. Da det blev pakket ud og slået til, gik der dog ikke lang tid, før den plan blev droppet. Basis-drivhuset havde et utroligt kraftigt blåligt lys, og køkkenet blev lyst op på en helt unaturlig måde.
Nu er basismodellen havnet inde i gæsteværelset, hvor vi er nødt til at slukke for det, når der er besøg. Lyset er simpelthen for meget. Det tager meget af pointen fra drivhuset – der er ingen grund til at betale mange penge for et pænt drivhus, man alligevel gemmer væk. Så kan man lige så godt købe en billigere model.
Problemer med mug
De fleste typer krydderurter kan tåle at stå i drivhusene. Jeg har prøvet med basilikum, rosmarin, skovsyre, purløg, koriander, timian og dild.
Det kan dog være lidt svært at styre, hvor meget vand de enkelte planter skal have. Jeg har altid startet med at sætte planterne, så de søber i vandet. De står i nogle plastikurtepotter med huller i bunden, som så bliver omkranset af vand, når det er godt fyldt op. Det kan skovsyre, koriander og basilikum godt lide, mens de andre krydderurter får lidt for meget vand. De kan begynde at få lidt mug nede ved jorden, og på selve bladene. Man skal derfor sørge for at bruge de kapillærmåtter og potter, der følger med. Det er lidt irriterende, for der følger kun nogle få potter og måtter med til hvert drivhus.
Forsøg med hydroponics fejlede
Fordi planterne står direkte nede i vandet i Fiskars KitchenGarden, har jeg forsøgt et par gange at dyrke planter hydroponisk. Altså uden brug af jord, men i stedet dyrke planterne i et vækstmedie. Se artikel om det første forsøg. Det har jeg aldrig fået til at fungere i Fiskars-drivhusene. Der kommer aldrig rigtigt gang i planternes vækst, og efter en uge eller to, begynder der at vokse alger på oversiden af vækstmediet. Min teori er, at der er for meget lys, som slipper ned til vandet. I hydroponik skal der gødning i vandet, og når det gødede vand får lys, kommer der let alger. Efter et par dage kommer der også altid en lille hinde på overfladen af vandet, som kommer fra gødningen.
Indtil videre har jeg derfor droppet idéen om hydroponics i drivhusene.
Opsummering
Alt i alt er jeg glad for mine to Fiskars KitchenGarden. Jeg ville dog anbefale andre at købe premium-modellen, så man kan skrue ned for det kraftige blå lys. Og så skal man synes, at drivhuset er pænt – ellers er det ikke pengene værd.
Plusser og minusser
+ Godt
Flot design
Let at sætte op
Bunden kan komme i opvaskeren
– Dårligt
Dyrt i forhold til funktionerne
Lyset er for blåt i basismodellen
Premiummodellens timer stopper med at virke ved strømafbrydelse
Her er et par ekstra billeder af drivhuset: